Indhold
Pensionen er en af livets store overgange, som udfordrer vores plads i samfundet og stiller spørgsmål til vores identitet og mening med livet. Det er en stor udfordring som også rummer stort udviklingspotentiale. For pensionen er i dag mere udvikling end afvikling. Men de fleste af os kommer dumpende ind i den nye livsfase uden at have tænkt over, hvad vi vil med det næste kapitel i livet. Du har friheden, men har du også evnerne til at håndtere den frihed?
På retreatet vil du blive præsenteret for den nyeste forskning om, hvordan man skaber sig en god pensionsovergang, og der vil være rig mulighed for at spejle den viden ind i dit eget liv, både med underviserne, de andre deltagere og i dit eget private rum.
Retreatet er en del af dit overgangsritual på vej ind i pensionen. Vi skiller os af med nogle af de ting og sider af os selv fra arbejdslivet, vi ikke vil tage med os ind i pensionen, og hjælper dig med at skabe en ny pensionsidentitet.
Retreatet er baseret på bl.a. Sundhedsstyrelsens 10 gode råd om overgangen, som er udviklet af kursuslederen, samt metoder og øvelser fra Modern Elder Academy, som er det verdensførende kursussted på feltet.
Ophold
Pensionsretreatet er indrettet efter at skabe mest muligt rum for refleksion over din pensionsovergang. Fra du ankommer hos os mandag eftermiddag til du tager afsted torsdag efter frokost, vil vi gøre hvad vi kan for, at du ikke skal røre en finger.
Der er god forplejning morgen, middag, aften og alt derimellem. Yoga hver morgen (du må også godt være fri), plads til fordybelse, socialt samvær, små events og godt værtskab.
Retreatet foregår på en gennemrestaureret koloni i det naturskønne Ulvshale Strand på Møn. Værelserne har eget bad og toilet. Skov og strand ligger lige uden for døren, og det får du rig mulighed for at benytte i frirummene mellem workshopsne og under øvelserne i workshopsne.
På Møn er der meget langt til lysende byer, så stjernerne føles meget tæt på. Vi kan ikke love noget med hensyn til vejret i april, men vi kan love at der er smukt på den årstid. Og vi kan love ro og pusterum med langt til nærmeste forstyrrende element. Medmindre du finder forårets fuglefløjt og bølgernes brusen forstyrrende selvfølgelig.
Program
På ankomstdagen starter vi om eftermiddagen med at blive rystet sammen med de andre deltagere, gennemgå enkelte øvelser om pensionsovergangen og blive præsenteret for fakta om pensionens mange potentialer.
På dag 2 starter vi dagen med yoga (du må også gerne være fri), som vi vil gøre hver morgen på retratet. Derefter laver vi forskellige gruppe- og individuelle øvelser omkring, hvad der er din mening med pensionen, og hvordan du kan gøre den mening til virkelighed. Hvis vejret er til det, slutter vi med drinks på stranden inden aftensmad.
På dag 3 skal du arbejde med, hvordan du vil engagere dig. Det handler om ’rewiring’ frem for ’retiring’. Derefter fokuserer vi på, hvad et overgangsritual er, og du gennemgår retreatets eget overgangsritual, men får også inspiration til at skabe dig dit eget. Hvad siger du farvel til, og hvad skal få lov til at fylde i dit liv herfra? Vi afslutter dagen med at fejre ritualet.
På dag 4 fokuserer vi på, hvordan du kan tage viden og indsigt fra kurset med hjem i din nye hverdag. Efter frokost siger vi tak og på gensyn.
Se detaljeret program og tidsplan længere nede på siden.
Det får du med dig hjem
Forskningsbaseret viden om pensionsovergangen
Byggestenene til din kommende identitet som pensionist
Dit eget pensionsritual, som du kan dele med dem omkring dig
En kursusbog med viden fra retreatet
Bogen ’Livets tredje akt’ om pensionsovergangen
Detaljeret program
-
Ankomst fra kl 15
Kl 17: Indledende oplæg om programmet og øvelser der bringer folk sammen
Kl 19: aftensmad af tidligere michelinkok Cory Breslau
Kl 20: Indledende oplæg om pensionen anno 2024
-
Kl 7: Mulighed for yoga
Kl 8: Morgenmad ved Kanae
Kl 9: Cirkel
Kl 10: Design din overgang
Kl 12.30: Frokost
Kl 14: Gåtur to og to
Kl 15: Meningen med pensionen
Kl 19: Aftensmad ved Søren Raagaard
Kl 21: Mulighed for mørkevandring
-
Kl 7: Mulighed for yoga
Kl 8: Morgenmad ved Kanae
Kl 9: Cirkel
Kl 10: Rewire i stedet for retire
Kl 12.30: Frokost ved Kanae
Kl 14: Forberedelse til pensionsritualet og det liminale
Kl 17: Stille overvejelser
Kl 18: Aftensmad ved Cory
Kl 20: Pensionsritualet: Hvad siger du farvel til, og hvad kommer i stedet?
Kl 21: Koncert
-
Kl 7: Mulighed for yoga
Kl 8: Morgenmad ved Kanae
Kl 9: Cirkel
Kl 10: Hvordan tage energien, indsigterne og beslutningerne fra retreatet med hjem i hverdagen?
Kl 12.30: Frokost ved Kanae
Kl 13.30: Evaluering, taksigelser og på gensyn
Maden
Vi skal nok tage os godt af dig, mens du er på retreatet.
Kanae står for morgenmad, frokost og snacks. Hun er opvokset i Tokyo, hvor hun lærte at lave simpel og god mad af sin mor. Hun flyttede til Møn i 2020 og drev den populære Onigili café i Stege, hvor hun serverede autentiske japanske retter, som tiltrak mange både lokale og udefrakommende. Kanae bor sammen med sin mand på Refshalegården i Ullemarke, hvor hun dyrker en regenerativ køkkenhave og sælger egne produkter til restauranter. Det er de produkter du kommer til at nyde godt af på retreatet.
Cory står for aftensmåltiderne på retreatet. Han er amerikansk kok udlært i Paris, og har været bosat i danmark siden 1986. Han er tidligere køkkenchef på bl.a den berømte Parkway Grill i Pasedena, Ca, NoaNoa i Beverly Hills, Ca, og Michelinrestauranten L’es Etoile et un Rose i København. Cory er netop flyttet til Møn og er ved siden af sit kokkekald musiker i bandet Freetown Social Club.
Vi bruger lokale råvarer og får blandt andet leveret vin fra Møns egen naturvinsimportør Vinhesten.